22 nov Rent vand med pesticider
Selvom vi er så heldige at bo i et land, hvor vi kan drikke vandet direkte fra hanen og for eksempel ikke behøver at bade i den liflige duft af klor, som mange sikkert kender fra rejser i udlandet, renser jeg alligevel det vand, jeg drikker og benytter mig af i madlavningen ved hjælp af et filter.
I Danmark har vandforsyningen altid være baseret på et princip om, at grundvandet ikke må renses. Det bliver iltet og filtreret, men hvis pesticideresterne i vandet overskrider de officielle grundværdier, må boringen lukke. Det er derfor, at vi ikke behøver at drikke vand med klorsmag og tak for det. Men det er blandt andet også derfor, at vi igennem de senere år har kunne læse om, at den ene boring efter den anden må lukke.
Hvis man så samtidig tager i betragtning at grænseværdierne for pesticiderester er fastsat udfra et såkaldt kvalificeret skøn, hvor man vejer hensynet til landbrugets (økonomiske) behov for brug af sprøjtemidler op mod hensynet til behovet for rent vand, tja så siger det i hvert fald mig, at det godt kan betale sig at rense vandet.
For det har gang på gang vist sig, at i tilfælde af tvivl, vejer hensynet til økonomien altid tungere på vægtskålen end hensynet til miljøet og menneskers trivsel. Så selvom landbruget og dets interesseorginasioner sjældent misser en chance for at påpege, at de danske grænseværdier er for lave og urimeligt konkurenceforvridende, kan man være mere end sikker på, at det er alvorligt, hvis det er grunden til at lukke en boring.
Vi har så sandsynligvis også drukket stoffet igennem et stykke tid. For myndighederne er ofte mere reaktive en proaktive. Når der dukker undersøgelser op om et stofs skadelige virkninger, begynder de at teste vandet for det. Ellers er det ikke sikkert, at det var kommet med på listen.
Det er faktisk lidt af et paradoks. For grunden til at vandværkerne ikke må rense vandet, men skal lukke boringen, hvis pesticideindholdet bliver for højt, er at myndighederne frygter, at en sådan tilladelse, vil åbne op for et øget forbrug af sprøjtemidler. Og det er jo som sådan ædelt nok, at ville værne om miljøet og vogte det danske grundvand på denne måde.
Problemet er bare at myndighederne i praksis, ikke begrænser eller forbyder brugen af sprøjtemidler, hvis det kolliderer med det konventionelle landbrugs interesser. Heller ikke selvom, der ligger klokkeklare undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem et stof og en øget risiko for udviklingen af bestemte sygdomme. Så indfører man ikke et forbud just in case, indtil sagen er nærmere belyst.
Så selvom vi har et såkaldt varslingssystem i Danmark, hvor myndighederne tager prøver af udvalgte stoffer, og det er altså langtfra alle, for at give tidlig varsling om risiko for påvirkning af grundvandet, fører det tilsyneladende ikke til forbud mod anvendelsen, hvis de findes i vandet. I bedste fald indføres et skærpet tilsyn eller midlet pålægges øget afgifter for at begrænse brugen, men forbudt, det bliver det altså ikke.
Roundup – en sikker vinder
Det mest populære ukrudtsmiddel har for eksempel i mere end 30 år været Roundup både i landbruget og i de danske haver. Roundup er nu også blivet en, omend ikke populær, så årsag til at lukke danske drikkevandsboringer.
For selvom Monsanto, firmaet bagved og deres velbetalte forskerteams, højt og helligt har lovet, at midlet aldrig, aldrig nogen sinde ville nå ned til grundvandet, har det vist sig, at det kunne det så godt alligevel. Og det ser vi konsekvenserne af i dag. For det tager mange år for pesticider at sive igennem jorden ned til grundvandet. Helt op til 50 år for mange stoffers vedkommende.
Monsanto har også altid holdt på, at Roundup ikke vil være farligt for mennesker. Men sidste år kunne man f.eks læse i dagspressen at stoffet glyphosat, der er hovedbestanddel i Roundup, nu bliver betragtet som et kræftfremkaldende stof hos Arbejdstilsynet efter en WHO rapport, der viser, at det sandsynligvis kan give mennesker lymfekræft.
I den sidste rapport fra Varslingssystemet med resultater for 2014 og 2015, kan man læse at der b.la har været særligt fokus på glyphosat. Udaf 226 prøver er stoffet fundet i 23 af dem, men da grænseværdierne er overholdt, gør det tilsyneladende ikke noget.
Det er lige præcis her, jeg undre mig. For hvordan harmonere det med hensigten om at undgå stoffer, der siver ned til grundvandet? Og hvor kommer grænseværdier ind for noget, der ikke burde være der? Hvorfor ikke forbyde brugen, når det har vist sig at være skadeligt for både dyr og mennesker?
Svaret er ganske enkelt landbrugets interesser.
I 2013
- blev der lukket 116 drikkevandsboringer i Danmark
- sprøjtegift var den hyppigste menneskeskabte årsag til lukningen
- der var sprøjtegift i hver fjerde drikkevandsboring.
- sprøjtegift solgt til landbruget udgør 98 % af det samlede salg.
(kilde: Danmarks Naturfredningsforening)
Det rager os alle en høstblomst
Med tal som disse, er det jo let at pege fingre af det konventionelle landbrug og udpege dem som de helt store miljøskurke. Det er de efter min mening også – miljøskurke altså, men villaejernes og forbrugernes adfærd er tilsyneladende ikke et hak bedre. For det er ikke ulovligt at sprøjte med gift i private haver, selvom vandværkerne ligeså ofte finder pesticiderester under byområder som på landet, endda ofte i højere koncentrationer, fordi asfalt og fliser hindre stofferne i at blive nedbrudt og haveejerne ikke har styr på doseringen, så de bruger for meget.
Sidste år indførte miljøstyrelsen derfor nye og skræpede regler for salg og opbevaring af sprøjtemidler for at begrænse brugen i haverne. De koncentrerede midler må eksempelvis ikke længere stå frit fremme for at sikre, at kunderne bliver vejledt i doseringen i forbindelse med salget.
Problemet er bare, at det tilsyneladende rager alle en høstblomst. I en rapport fra miljøstyrelsen fra 2015, kan man læse, at hver anden haveejer anvender sprøjtegift på matriklen og det gør de vel vidende, at det ikke er godt for miljøet!
I en kontrolrapport fra Miljøstyrelsen, kan man også læse, at mange forhandlere ikke overholder reglerne. Ud af 88 besøg fandt styrelsen fejl hos 42 af dem. Giften kan desuden frit købe på internettet i høje koncentrationer. Det er et smuthul som 20 procent benytter sig af.
Det undre mig, at haveejerne gør det, når de godt ved, at det er noget møj. Det kan ikke være økonomiske årsager, der får dem til at lukke øjnene for konsekvenserne og skide på miljøet. Måske er det ligegyldighed eller mangel på tid, vaner eller bekvemmelighed ?
Men landbrugets argumenter om, at hvis de ikke må bruge plantebeskyttende midler – ja det er så plusordet for gift i de kredse, bliver de sat så meget ud af spillet, at de ligeså godt kan se konkursen i øjnene, rækker jo ligesom ikke her på villavejen. Her pynter haverne med rene fliser, imens børnene tisser gift. Det er måske lige lovlig kækt formuleret, men det er et faktum, at der i 2016, blev fundet en alarmerende høj mængde pesticiderester i urinen hos danske børn og deres mødre. Og det er forskere mere end bekymret over, fordi stofferne er mistænkt for at være kræftfremkaldende og skade børnene hjerner.
Ok. pesticideresterne kommer jo heller ikke kun fra nedsivningen fra havefliserne eller plænen for den sags skyld. Det opsummerede Samvirkes artikel om emnet fra 2017 ret godt. Vi indtager det frivilligt igennem den mad, vi køber. Medmindre vi holder os til økologisk dyrkede frugt og grønt, strutter både vi og maden af pesticiderester.
Artiklen vagte debat, så det basker. Mest på grund af forsiden som landmænd og deres organisationerne mente, krænkede deres følelser. Så meget, at nogle af dem ligefrem måtte afholde sig fra at gå i Brugsen, så længe bladet blev uddelt. Efter min mening et genialt PR træk, for at fjerne fokus fra artiklens uomtvistelige facts.
Når nu vi er igang, kan vi jo forsætte med at spørge os selv, hvem det egentlig er, der køber landbrugets pesticidefyldte produkter? For det er jo trods alt dem, der er flest af i ethvert supermarked, og det er der jo, kun fordi, kunderne køber dem. Hvis vi f.eks alle omlagde vores indkøbsvaner og udelukkende købte økologiske vare, ville enhver tale om grænseværdier og forurening efterhånden forstumme af sig selv og så ville selskaberne bagved være nødt til at omstille sig, for at kunne hente deres profit på det grønne marked.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at det også ville fremme en politisk vilje til at finde løsninger, så vi samfundsmæssigt kunne støtte de enkelte landmænd med omskoling og omlægningen til økologisk drift og indføre forbud mod giften, når vi tilsyneladende ikke selv kan nære os fra at anvende den.
Fremtidens tømmermænd
Men der mangler tilsyneladende både motivation og vilje til at finde en vej. For selvom salget af økologisk mad er steget væsentligt indenfor de sidste år – det boomer ligefrem og efterspørgelsen er stødt stigende, mener de fleste forbrugere stadig ikke, at de har råd til at leve af det, hvis der også skal være plads til andet i bugettet. Så mange lukker øjnene og køber den billigere konventionelt dyrkede mad, vel vidende at det er fyldt med gift og skadelige numre for at få råd til mere. Andre anser økologi for noget frelst pjat, som de ihvertfald ikke tror på, eller mener, at sålænge vi holder os indenfor grænseværdierne, og det forøvrigt ikke med hundrede procent sikkerhed er bevist, at lidt gift her og der er skadeligt, er der ingen grund til at ofre forbrugsgoder på det alter.
Der ingen tvivl om, at det er bekvemmelighed og kortsigtede økonomiske interesser, der styrer festen og bestemmer værdierne for både producenter, landmænd og os forbrugere.
For der er penge i lortet. Og så lukker mange af os øjnene for eventuelle skadevirkninger og håber på, at det nok skal gå alt sammen, godt understøttet af landbrugsorganisationernes snak om fupvidenskab, når kritiske røster peger på giftige tal. Vi må så bare håbe, at de kritiske røster tager fejl, så de konsekvenser vi ser i dag, ikke, som frygtet er toppen af en pesticide bølge, der vil ramme eftertiden som en tsunami.
For det vi ødelægger nu, vil det i bedste fald tage generationer at rette op på, hvis det overhoved vil være muligt. De pesticiderester, der allerede er sivet ned til grundvandet, pga. anvendelsen for 30 -50 år siden, kan som sagt ikke fjernes i dag. Så det er ikke os, men vores efterkommere, der kommer til at skulle leve med tømmermændene efter vores pesticidefest.
Ikke på grund af vores uvidenhed eller mangel på uvildige undersøgelser. Men på grund af vores hunger efter mere og tilsidesættelse af almindeligt sund fornuft. Gift er noget skidt. Det ved vi ikke alene på baggrund af mere end 50 års anvendelse og de skadelige konsekvener for os, for jorden, for luften, for vandet, for what ever, som anerkendte forskere til al rigelighed, kan pege på i dag. Det siger også sig selv, når blot vi åbner vores øjne og lytter gennem begærets stemmer.
Hvis du vil holde dig opdateret, anbefaler jeg:
Danmarks Naturfredningsforening