27 nov At være den, der oplever
Oplyste mennesker er vidner. De identificere sig ikke længere med personligheden og intellektet, men med den, der oplever. De er fuldstændige klar over, hvad der foregår og de oplever alt uden tilknytning eller involvering af nogen art. Oplyste mennesker er derfor glade, ligemeget hvad der sker.
Hvis vi øver os, kan vi kan også være glade altid. Vi kan f.eks lære at meditere. At lære at meditere og gøre det til en del af vores hverdag, er nok en af de bedste gaver, vi kan give os selv. Om vi kalder det meditation, mindfullnes, nærværstræning, stille bøn eller noget helt andet, er for så vidt ligemeget. Fidusen er den samme. Det er bare forskellige måder, hvor vi kan øve os på at lade intellektets tanker og følelser være og åbne os for en højere bevidsthedstilstand. Når vi parkere opmærksomheden på en bøn, et mantra eller åndedrættet, vil sindet efterhånden falde til ro og vi vil med tiden glide ind i en tilstand, hvor vi uden at tænke, er vidende om alt og fuldstændig klar over, hvad der foregår.
At lade være og give slip
Vi kan også øve os resten af dagen i at lade vores tanker være. For eksempel, når vi er godt i gang med selvbebrejdelser eller brok over både det ene og det andet. De tanker er aldrig nødvendige og gør kun ondt værre. Så vi kan vælge at stoppe med at beskæftige os med dem og falde til ro. Det er som regel der løsningerne indfinder sig eller accepten træder i kraft.
Nu vil de fleste nok indvende, at det er svært, hvis man er meget ked af det eller ret så ophidset. Ja det er det da, men det er ikke umuligt. Forestil dig for eksempel, at du høre et højt bump eller et skrig midt i tankerækken. Så vil enhver straks flytte opmærksomheden til ”hvad var det”?
Så vi kan alle øve os og bruge vores fri vilje til at give slip på tanker, dagdrømme og grublerier. Ikke fordi der er noget galt med at tænke, det kan være både hensigtsmæssigt og nyttigt, men for at blive fri til at kunne vælge dem, der er nødvendige og lade resten være.
Det siges, at oplyste mennesker kan se deres tanker opstå og selv kan vælge om de vil lade dem forsvinde igen eller gå ind i dem. De oplever dem heller ikke på samme måde som os andre. De har nærmere samme forhold til dem, som vi har til vores hus eller cykel. Vi ved, at det er vores hus, men vi ved også godt, at vi ikke er huset. Det forholder sig ikke helt på samme måde med tankerne. Dem identificere vi os for det meste med. Og det er den vane, vi kan øve os i at slippe, så vi også kan erfare, at vi i virkeligheden er ren bevidsthed og evnen til at opleve.
Jeg øver det ofte, som en slags psykisk stopleg. Ligesom den med dansen. Midt i den dejligste dagdrøm eller overvejelser af enhver art, tænker jeg nogen gange stop og lader dem så være.
Det gør det så også lettere for mig at stoppe, når jeg er ophidset, jaloux eller ked af det. Nogen gange må jeg gentage det flere gange, før der falder ro over situationen. Men så er det også det hele værd.
Smerte uden at det gør ondt
At øve sig i at være vidne kan også være ganske nyttigt hos tandlægen. Det var faktisk her, at det første gang rigtigt gik op for mig, at vi kan opleve alt, hvad der sker uden forstyrrelser af nogen art.
Igennem min opvækst har jeg altid fået bedøvelse hos tandlægen. Sprøjter i kinden og maske med lattergas. Jeg var bims i dagevis bagefter. Senere som voksen droppede jeg bedøvelsen og bed smerterne i mig, så godt jeg kunne. Tandlægen var også ret god til at holde en pause, når han kunne se, at det blev for slemt.
Jeg havde mediteret dagligt i nogle år, da jeg fik det begavede indfald, at jeg kunne sige et mantra inde i hoved under behandlingen i stedet for at involvere mig i tanker som ” holder det ikke snart op, neeeej nu er det aaalt for meget, det klarer jeg ikke”. Og det virkede fint, idet det både tog brodden af smerterne og fik pulsen ned.
Senere undlod jeg mantraet, idet jeg blot fokuserede på vejrtrækningen. Et par dybe åndedrag og jeg gled ind i et nærvær, hvor jeg ganske vist oplevede smerten, men det gjorde ikke længere ondt. Jeg blev først selv bevidst om fænomenet en dag, hvor jeg blev boret i en tand og mit ene ben løftede sig på en pudsig måde fra stolen. Jeg så det og tænkte ”hvad søren” og så skal jeg da lige love for, at det gjorde ondt. Da jeg igen fik fat på åndedrættet og lod tanker være tanker, vendte jeg tilbage til oplevelsen af smerte, uden at det gjorde ondt, om man så må sige.
Senere har jeg erfaret, at det også kan lade sig gøre med andre former for ubehag. Hvis vi ikke involvere os yderligere, men blot oplever det, der sker, kan vi eksempelvis godt hvile i en indre glæde, imens vi samtidig er vidne til følelser som tristhed eller irritation og de tanker der popper op som følge af dem.