08 dec Sæt ikke dit lys under en skæppe
Jeg tror, at de fleste kender til talemåden ”sæt ikke dit lys under en skæppe ” og er med på, at det betyder, at vi ikke skal holde os tilbage, men stå ved vores evner og ideer og føre dem ud i livet.
Spirituelt set betyder ordene, at vi ikke skal sætte vores indre Guddommelige lys under en skæppe dvs. at vi ikke skal lade os begrænse af personlighedens illusioner, trips og små julelege. Heller ikke selvom, de fører til handlingerne, der i sig selv anses for gode og som vi høster både ros og anerkendelse for.
For hvis de ikke er forankret i det højere Selv og motiveret af ubetinget kærlighed, visdom og medfølelse, er det personligheden og dens illusioner, der styre showet og det fører som regel til flere roller og afhængighed af kunstigt lys.
Liv under skæpperne
Jeg er sikker på, at de fleste af os er klar over, at vi sætter vores lys under en skæppe ret så tit, ja måske endda lever det meste af vores liv under en sådan. Men det er der ingen grund til at fortvivle over. Det er bare en anden måde at sige, at vi ikke er fuldt erkendte eller oplyste – endnu. For det både kan og vil vi blive. Med øvelse og efter utalige inkarnationer lykkedes det for os alle. Og det er faktisk, derfor vi er her. For at øve os i at fjerne vores skæpper og gøre os vores erfaringer med, hvad der er ubetinget kærligt og sandt og hvad der måske nok lyser op og skinner i mørket, men ikke er the real thing .
Det er forholdsvis let at få øje på, at vi sætter vores indre lys under en skæppe, når vi holder os tilbage, fordi vi er usikre og generte eller når vi handler åbentlyst vredt eller egoistisk. Om det ikke andet så for dem vreden går udover. De vil jo nok helt sikkert mene, at der mere er tale om personlighedens selvforsvar end kærligt lys. Jeg tror også godt, at de fleste vil være med på, at personlighedens begær, misundelse, falske beskedenhed, stolthed, mindreværd, magt, osv. skygger for bevidsthedens klare lys, hjertets sandhed, den Guddommelige tilstand eller hvad vi nu vælger, at kalde vores lysende ophav og kilden til alt der er.
Illusionens klare lys
Men vi kan som sagt også sætte vore lys under en skæppe på den gode måde, om man så må sige. Vi kan for eksempel lade være med at give myggen en klask, fordi det giver godt på karmakontoen. Det gjorde jeg i sin tid lige efter, at jeg havde taget buddhistisk tilflugt. Jeg stod på hoved for ikke at slå insekter ihjel og brugte timer, sådan føltes det i hvert fald, på at få dem ud af hjemmet. Men indrømmet, det var hovedsageligt, fordi jeg regnede med, at jeg så ville få bedre betingelser selv om det ikke andet i den næste genfødsel. Fluens, biens eller myggens velbefindende var jeg som sådan ikke optaget af. De var møj irriterende. Senere har jeg erfaret, at det godt kan betale sig at følge princippe om at “fake it until you make it”, idet de selviske motiver efterhånden er dampet af og erstattet af medfølelse, idet jeg nu gladeligt lukker insekter ud, fordi jeg tænker, at de sikkert vil have bedre betingelser der.
Jeg har også set både hos mig selv og andre i organisationer, der er baseret på frivillig arbejdskraft, at motivationen kan være lidt blandet. For selvom, vi siger, at vi giver en hånd med for at hjælpe andre uden honnorar, er det ikke altid gratis. Ofte vil vi så bare have vores kredit eller betaling i form af status, anerkendelse, ros, indflydelse, magt eller venner. Og det er for så vidt fint nok at hjælpe andre, og få noget ud af det selv. Vi skal bare være opmærksomme på de bagvedliggende motiver, så vi eksempelvis ikke fodre personlighedens ”noget for noget” princip eller ønsker om, at være noget særligt.
Personligt har jeg gjort meget godt igennem tiderne, som jeg på daværende tidspunkt oprigtigt troede, var udfra et godt hjerte eller det indre lys. Senere i livet har jeg indset, at den bagvedliggende motivation nok også, eller helt og aldeles, var funderet i personlighedens behov for anerkendelse eller frygt for afvisning. Og det kan der være noget Lucifersk eller forblændende over. Sådan lidt som en slags psykisk candy floss. Lyserødt, sødt, vammelt og frem for alt klistret. For det kan være svært at slippe rollen som den gode, glade, kloge, hjælpsomme, uselviske eller hvad vi nu end begiver os af med for ros og accept. For uden den, hvem er jeg så ? Andre kan også have gavn af de gode gerninger eller mene, at de ikke kan leve uden, så det også af den grund, kan være svært at vikle sig ud af. Skyldfølelse og selvbebrejdelser kan virkelig være en skæppe, der holder fast. Men jeg har gang på gang, for ikke at sige altid, opdaget, at når jeg får sagt fra, hvor jeg har ofret mig, så bringer det lys og skjulte talenter frem i os alle.
Lars Muhl skrev for et par år siden ordene ” jeg skylder ikke nogen noget og har intet til gode”. Hvor han skrev det, har jeg lykkeligt glemt, men ordene er formidable som et slags indre motiv tjek. Hvis vi føler, at vi skylder noget noget, eller at andre godt kunne give en hånd med, især nu hvor vi har gjort så meget for dem, sætter vi vores lys under en skæppe og udelukker os selv fra det indre lys, der giver og modtager uden betingelser. Og hvis det så skulle vise sig efter et tjek eller to, at det kniber med at lade tanker om bør og burde være, er ordene også formidable, som en ( Selv-) befriende bøn eller affirmation. Smart.