25 maj Vanens magt
Da jeg i sin tid holdte op med at ryge, var enhver lyst til cigaretter som borte med blæsten efter små 4 uger. Men i årene der fulgte, dukkede der engang imellem alligevel tanker op om, at nu kunne det havde været dejligt med en smøg. Sådan ud af den blå luft og ingenting. Også selvom alt i mig samtidig væmmedes ved tanken. Det var spøjst ikke at have lyst til noget og så tænke, at det kunne være rart. Det var nærmest som små virusprogrammer, der lejlighedsvis poppede op i bevidstheden.
Jeg viste jo godt, hvordan gentagelser laver vaner, og vaner laver neurale spor i hjernen, så vi mere eller mindre køre på rutiner hele tiden, døgnet rundt. Hvis vi skulle tage bevidst stilling til alt i løbet af dagen, ville vi blive bims. Vi kan max. være opmærksom på 5 – 8 ting ad gangen og når vi sammenstiller det med, at vi tænker små 60.000 tanker i døgnet – jeg har altid undret mig over, hvordan man er kommet frem til det tal, siger det sig selv, at der er mange tanker, som vi handler på, men ikke er bevidste om.
Men selvom vi er slået over på automatpiloten, registrerer vi om noget er godt eller skidt. Så når vi oplever noget godt, udløser hjernen automatisk stoffet dopamin, der gør os lykkelige. Og lykken tåler jo som bekendt gentagelse, ligesom brændt barn skyer ilden. Så i starten bliver vi lykkelige, fordi vi ryger en cigaret, spiser en kage, drikker et glas eller får mange likes på facebook.
Senere, hvis vi forfølger lykken og gentager handlingen tilstrækkeligt mange gange, mærker vi uro eller ubehag, hvis vi ikke gør det, og så griber vi vanemæssigt ud efter smøgen, glasset eller telefonen for at finde trøst. Det gør vi så også i andre situationer, hvor vi har brug for at falde ned eller komme op eller blot mærke et kram i det indre.
Men at disse ubevidste programmeringer eller vanetanker kan poppe op og genaktiveres så længe efter, kom alligevel bag på mig. For mere end 15 år efter at jeg var holdt op med at ryge og ikke på noget tidspunkt havde haft lyst til det, faldt jeg i en stresset periode for fristelsen ved et par festlige lejligheder. Og så sneg røgen sig nærmest usynligt ind igennem ikke – rygervanerne med ”en det går sgu nok attitude ”. Og det var som at åbne for Pandoras æske. Pludselig – sådan føltes det, selvom der jo nok gik mere end et par dage, kunne jeg også lige ryge en smøg dagen efter og en til lidt senere. Og da jeg så endte med at flytte ind hos 2 storrygere, faldt de sidste parader og jeg var på den igen. Ups.
Hånden på solar plexus
Jeg kunne egentligt godt lide at ryge eller rettere sagt, jeg kunne lide den der lille susende ahh følelse, der løb gennem kroppen, når apstinenserne blev dulmet. Ren lykkefølelse og dopamin. Og så var jeg vist også ret så hooked på forventningens glæde.. Alene tanken om noget, der er godt, udløser dopamin i hjernen, så det er ikke helt løgn, når vi siger, at forventningens glæde er den halve oplevelse. Og som ryger glædede jeg mig tit til den næste smøg og strukturerede nærmest dagen i forhold til rygningen. Afslutninger og begyndelser handlede om smøger. Inden toget kom, efter maden, når jeg havde støvsuget, ov. skulle der lige ryges og ofte nåede jeg vanemæssigt at tænke, at når jeg var færdig med dette eller hint skulle det være godt med en cigaret. Det var det så bare ikke. Ikke mere. Efter suset var det blevet deprimerende øv.
For her anden gang som ryger, kunne jeg forbavsende hurtigt registrerede konsekvenserne. Fysisk i forhold til vejrtrækning, grå hud og ubehag i kroppen, men især også bevidsthedsmæssigt. Røg slører psykisk og spirituelt. Det fedter nærmest bevidstheden ind og lægger et låg på intuitionen. I hvert fald hos mig. Mange af de positive virkninger jeg havde forbundet med at ryge, som at jeg tænkte bedre, koblede af og åbnede op med en smøg, var i bedste fald apstinenser, der blev dulmet.
Det var uartigt overfor mig selv, når jeg viste bedre. Og så ved jeg ikke, om det var af den grund eller fordi jeg ret hurtigt begyndte at glæde mig til at blive fri af røgen og tidligere havde lagt et neuralt spor i form af ”ikke ryger vaner” og jeg denne gang havde tillid til, at jeg kunne gennemføre det, men rygestoppet gik altså som en leg. De første 3 dage var igen ubehagelige – ej indrømmet hæslige med fysiske apstinener, men siden kunne jeg iagttage, hvordan lysten meldte sig med stadigt længere intervaller og efter 3 uger var den igen helt væk.
Denne gang spiste jeg ikke pastiller som jeg havde gjort første gang, men lagde i stedet for hånden på solar plexus og trak vejret dybt, når trangen meldte sig. Og det var effektivt. Det tager max et par ”hiv” med fokus på åndedrættet, så er trangen væk. Slut dut. Hurtigere end at ryge en smøg.
Og nu ved jeg, at jeg aldrig mere skal tage en smøg i hænderne. Den skal i hvert fald ikke nærme sig munden. Ikke fordi jeg har lyst til det eller savner at ryge. På ingen måde.
Men når trangen og de gamle vanetanker tilsyneladende hurtigt kan aktiveres igen og snige sig ind på livet i svage øjeblikke, handler det om at være opmærksom og blive ved med det. Altid.
Det glæder for øvrigt for enhver form for afhængighed, vi har udsat os selv for. Gamle vaner er som spammail. Pludseligt dukker de op og skal for alt i verden ikke åbnes, selvom de lokker med labre løfter.
Faktisk tror jeg ikke, at såkaldte festrygere, har været afhængige af daglige rygevaner. Sådan for alvor. For så ville de ikke kunne holde sig på måtten i længden. De ville i hvert fald have et farligt mas med det. På en eller anden måde, tror jeg kun, at deres neurale netværk er indstillet til tant og fjas smøgmæssigt altså.