Et stille brus af fryd

Et stille brus af fryd

Hvordan gør du, når du healer ? spurgte kvinden, der ringede for at bestille en tid. Hendes diffuse smerter i kroppen, var nu blevet så generende, at hun var parat til at prøve alt. ”Jeg ønsker det”, svarede jeg hurtigt, uden at tænke mig om. ”Ønsker det? ”Ja, jeg beder om, at du må modtage den healing, du har brug for og stiller mig så til rådighed”.

Da jeg sagde det sidste, kunne jeg godt høre, at hun sukkede og jeg er sikker på, at hun spekulerede på, om hun ikke heller skulle droppe det. Så jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle forsætte med at fortælle, at jeg faktisk slet ikke gør noget, når jeg healer eller hellere forklare, hvordan jeg lytter efter resonans og overtoner ved lydhealingen. Hun havde præcenteret sig selv som læge og skepsisk ny i den alternative verden, da hun ringede op, så jeg valgte det sidste. Så kunne vi altid tale om det der med at stille sig til rådighed for helligånden ved en senere lejlighed.

Når jeg healer, stiller jeg mig til rådig for de himmelske kræfter, Gud, Helligånden, Universet – you name it . Og min eneste og fornemmeste opgave er så at træde tilside og blande mig udenom. Jeg kan undre mig over en lyd eller tone, eller undre mig over, hvad hænderne mon laver på venstre ben, når det er i højre ankel, der er smerter, men så længe der er ressonans og overtoner, og det mærkes rigtigt, så ved jeg gennem erfaring, at hænderne er lige der, hvor de skal være og at det er den lyd, der er brug for nu.

En gylden regel ?

Især i de første år hvor jeg øvede mig, spurgte jeg ofte klienterne både under og efter healingen, hvad de oplevede. Sådan ret minutiøst med detaljerede spørgsmål. Det var godt, for det styrkede min tillid og gav mig vished for, at behandlingen virker. Men jeg forsøgte også mere eller mindre bevidst at finde regler. Jeg forsøgte f.eks at lave regler for, hvilke lyde der virker mod hvilke symptomer, hvor og hvordan hænderne skal placeres og hvad jeg skal tænke eller rettere sagt ikke tænke under healingen.

Og jeg kom gang på gang til kort. Bedst som jeg havde fundet en gylden regel, dukkede der en ligeså gylden undtagelse op. Ved lydhealing er det f.eks en tommelfingerregel, at de dybe toner høre til nederst på kroppen. Fra fødderne til underlivet er det ofte dybe toner eller undertoner, der er brug for og fra underlivet og op er det de høje klangfulde toner, der virker. Det har jeg stor erfaring med. Men jeg har f.eks. også oplevet at en kvindes underlivssmerter forsvandt, da jeg sang meget høje uuuiii lyde under hendes fødder og jeg har haft klienter med nedsat hørelse og tinnitus problemer, hvor det har været dybe toner sunget ved ørene, der virkede.

Så jeg har efter efterhånden lært at reglerne højest kan være vejledende og tjene som et udgangspunkt. GPS èn dvs. det jeg skal rette mig efter under en healing, er en fornemmelse i kroppen, som jeg bedst kan beskrive som et stille brus af fryd. Når den er tilstede, er der hul igennem. Så er alt, som det skal være. Og så skal jeg lytte til tonerne. For når en tone er lysende tyk af resonans og fyldt med overtoner, er det altid den, der er brug for.

Jeg kan ofte mærke energi, når jeg healer. Eksempelvis som varme, kulde eller en ”snurren” i fingrende. Og jeg kan se lys eller farver. Ikke hver gang. Men tit. Nogle gange ser jeg også billeder af, hvor på kroppen jeg skal synge bagefter eller hvor hænderne skal bevæge sig hen. Det kan også være, at jeg ryger ind i et boblende flow af lykke, glæde og ren væren. You never know. Men jeg må også indrømme, at jeg andre gange ikke kan mærke andet end det føromtalte brus i kroppen og måske begynder at kede mig eller tænke på alt muligt andet. Og det kan sagtens lade sig gøre i et kraftfuldt hav af resonerende overtoner. Det går fint. Også i forhold til kedsomheden. Det kan være som at lytte til musik, der ikke siger en noget. Det er der bare.

Det var især et problem for mig i starten, fordi jeg havde forventninger om, at hvis jeg eksempelvis var i en slags meditativ tilstand eller det snurrede i hænderne og sang i hjertet, så måtte healingen virke særligt godt. Men resultaterne og feedbacken fra klienterne har igennem årene vist, at det ikke forholder sig sådan. Det er tværtigmod ligesom på en compurter, hvor man kan arbejde videre på et program, imens man downloader et andet. Jeg kan godt være optaget af, hvad jeg skal have at spise bagefter, eller det var da en sjov tone lige der, imens jeg formidler de vibrationer, der er brug for nu. Min opgave som healer er blot at åbne for programmet, stille mig til rådighed og så ellers holde øje med at alt køre som det skal ved at mærke efter og lytte til tonerne.

Det stille brus

Det er ønsket eller bønnen, der åbner for healingsprogrammet. Det er lidt forskelligt, hvordan jeg præcist formulere mig. Men essensen er, at jeg altid tænker, at jeg stiller mig betingelsesløst til rådighed for helligånden og beder om, at klienten må blive helbredt og at jeg må tjene som en ren og sand kanal for alt, hvad vedkommende har brug for nu. Jeg plejer også at bede de tilstedeværende himmelske kræfter om at hjælpe, hvor det er muligt.

Mange gange, når jeg faktisk ikke at tænke så meget, før det stille brus dukker op og healingen er i gang. Medfølelse og et ordløst ønske er tilsyneladende alt rigeligt. Men jeg kan alligevel godt lide at sige eller tænke, at jeg stiller mig til rådighed, fordi det hjælper mig med at holde fokus og huske på hvad der er min opgave. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen uden jordforbindelse. Og ja når så download er igang, er det op til de guddommelige kræfter at klare grønærterne. Og det er både befriende og helbredende og det der sker, med mindre jeg stiller mig hindrende i vejen for processen .

For intentionen er på flere måder alfa og omega i forbindelse med healing. Det er ikke alene ønsket eller bønnen, der åbner for programmet, det er også intentionen, der bestemmer, hvad der bliver modtaget. Hvis jeg f.eks beder om, at helligånden må virke igennem mig og siger, at jeg stiller mig betingelsesløst til rådighed for de himmelske kræfter, skal jeg rette mig efter det. Og det gør jeg ikke, hvis jeg er optaget af det lille jegs bekymringer om det mon virker, eller tanker som ”ih hvor jeg helbreder, hvor er jeg bare en formidabel healer”, hold da lige op, hvor jeg kan og sikke det virker”. For så træder jeg ikke tilside og lader Gud komme til, om man så må sige. Så reducere jeg ganske enkelt det guddommelige download og så bliver resultatet derefter.

”Jammen så er det jo i virkeligheden Gud jeg skal takke for behandlingen”, sagde den kvindelige læge med et glimt i øjet. Hun havde fået det så godt, at der nu var blevet plads til at være nysgerrig.
“Ja” svarede jeg “altid, men du betaler mig for min tid” 🙂