07 jun En nødvendig sandhed: Om at ændre vaner
Jeg betyndte at ryge i 14 års alderen. I starten var det nysgerrigt i det små sammen med vennerne. Hurtigt blev det til mere og hver dag. Den første smøg på vej til skole, de næste i frikvarterene og den sidste med låst dør på sengekanten.
Det var ikke noget, jeg havde fået lov til. Det var forbudt og når der blev fundet smøger i lommerne, faldt der brænde ned. Selvom alle, med undtagelse af min farmor, røg i familien, fik min yngre bror og jeg til stadighed tudet ørene fulde om, at det skulle vi i for alt i verden ikke begynde på. For når først man var begyndt, kunne man ikke holde op igen og tænk så lige på hvor mange penge, det ville koste.
De sundhedsmæssige omkostninger var der ingen der talte om. Det var ligesom ikke oppe i tiden. Tværtigmod var den røde løber rullet ud for såvel den passive som den aktive rygning. Det var tilladt overalt. I restauranter, hos frisøren, i venteværelset hos lægen, i busser, fly og toge. Min farmor og farfar havde sågar et fikst lille askebæger på toieletpapirholderen.
Så da min farmor døde som 72 årig af lungecanser var ingen, der forbandt hendes canser med hendes udsættelse for passiv rygning i årevis. I en 2 værelses lejlighed – ofte med flere generationer samlet, kunne tågerne til tider være massive.
Senere kom der mere fokus på de sundhedsmæssige aspekter. Det påvirkede nu ikke min rygning. Den lå ret stabilt på de 20 smøger om dagen. Vel var det dyrt, men så rullede jeg dem selv til hverdag og gik over til Prince ved festlige lejligheder.
I min omgangskreds var det normalt og en selvfølgelighed at ryge. Man hyggede sig med en smøg, skændtes med en smøg, koblede af med en smøg, festede med en smøg og elskede med en smøg. Hvis man ikke røg, måtte man joine ind, så godt man kunne. For smøger blev ikke alene opfattet som en ice braker og en selvfølgelighed i sociale sammenhænge. Det hed sig også, at det var hos rygerne alt det sjove foregik.
Røg dræber
På kanten af tyverne var det let for mig at værfe de helbredelsesmæssige konsekvenser væk og lulle mig ind i en illusion om, at det sikkert var overdrevent og at det kunne være vigtigere at koble af med en smøg end at stresse rundt efter et langt liv. Jeg kunne også så let som ingenting bilde mig selv ind, at jeg ville hold op, mens legen var god. Lige om lidt. På mandag. Bare ikke nu.
Da der kom ettiketter på pakkerne med at røg dræber osv. og der begyndte at komme begrænsninger i det offentlige rum, blev det i starten, nærmest opfattet som en hetz mod rygere. Men til trods for dette og selvom tobaksindustrien bevidst gjorde alt, hvad de kunne for at skabe tvivl om de sundhedsskadelige konsekvenser, blev røg dræber, efterhånden en ufravigelig sandhed, der ikke var eller er til at komme udenom. Og selv jeg og andre inkarnerede rygere måtte efterhånden se i øjnene, at rygning ikke alene er et spørgsmål om et kortere liv med flere rynker, det er i høj grad også et spørgsmål om et liv med sygdom i de sidste mange år af livet. Canser, blodpropper og KOL er der ligesom ikke meget seniorspræl i.
Efterhånden fik ikke-rygerne også en mere accepteret stemme i debatten. Det var stadig ikke forbudt at ryge på restuaranter, cafeer osv. og det hed sig, at hvis det blev forbudt, så kunne restaurations branchen nærmest ligeså godt dreje nøglen om. Det skete jo så som bekendt ikke, da det senere skete. Men at der kom fokus på den passive rygning, så retten til frisk luft blev sidestillet med retten til en smøg, var et fremskridt. Kæmpestort. I dag er det uforståeligt selv for rygere, at det ikke straks var en selvfølgelighed.
En nødvendig sandhed
Det tager kun et øjeblik at ændre en vane, men det kan tage år at motivere os selv til at få det gjort. Og for at nå dertil, må vi fra den første spæde tanke om forandring, til vi rent faktisk gennemfører den, kunne holde os selv fast i det, jeg kalder den nødvendige sandhed, som i alt sin enkelthed vil sige, at hvis vi ønsker at ændre noget som helst, er det kun os selv, der kan gøre det gennem vores handlinger. Lidt mere firkantet formuleret, så handler det om motivation. Om vi er tilstrækkeligt motiveret til at kunne holde os selv fast i vores mål og overvinde de udfordringer, vi uværligt vil møde undervejs f.eks i form af apstinenser, crawings og dårlige undskyldninger.
Intet sker uden der først har været en tanke. – Buddha
Dermed ikke sagt at det ikke kan være nødvendigt med hjælp og inspiration fra andre eller at kure, behandling, terapi, viden, healing, andre mennesker osv. ikke kan støtte os, for selvfølgelig kan de det, men det er os selv, der må gå vejen. Lige meget hvor lang, let, kort eller besværlig den synes at være, så må vi kunne holde os selv fast på, at det er det, vi vil. Også selvom det ikke lykkedes i første eller andet eller gud ved hvilke forsøg. Når vi kommer ud af kurs og falder, er det vores evne til at fastholde vores mål og ønske om forandring, der får os op på hesten igen.
Så for mig, var det godt at de sociale smøger blev mere skamfulde. For det støttede mig i at holde fokus på, at rygning var noget skidt, som jeg gerne ville holde op med. Jeg troede bare ikke, at jeg kunne gennemleve abstinenerne og undvære de mange små belønninger i løbet af dagen. Jeg skammede mig også over at være afhængig på den måde. I perioder vågnede jeg ligefrem om natten og havde lyst til en smøg. Ej altså. I flere år var selvbebrejdelser, skyldfølelse og selvmelidenhed næsten en lige så stor del af hverdagen, som cigaretterne. Men også kun næsten. Som regel forsvandt de op i tågerne efter et par hiv.
Nye forbindelser
Så udadtil var jeg den hensynsfulde ryger, der godt viste, at det var noget møg, og som med oprejst pande tog det fulde ansvar og fakede et bevidst valg. Man kan komme langt med et ” ja jeg ved det godt men.. ” i rette tonefald. Utalllige forsøg med at sætte forbruget ned, bekræftigede mig kun i min afhængighed og at den vej ikke duede for mig. Det var enten eller. Det motiverede mig også på en sær måde. Jeg følte mig på en eller anden måde på vej mod en løsning. Så selvom jeg følte mig som en kylling, når det ikke lykkedes for mig at trappe ned, havde jeg også en fornemmelse af, at det bragte mig nærmere målet. Ulemperne ved røgen blev i hvert fald tydeligere som tiden gik og de positive følelser jeg havde koblet til rygningen, kølnedes, så det efterhånden blev mere og mere attraktivt at forestille mig selv som ikke-ryger.
Til et foredrag om NLP, hvor vi skulle lave en øvelse, hvor vi skulle omprogrammere os selv og forbinde en negativ vane med en ubehagelig følelse, forsøgte jeg mig med smøgerne. Det handler om at ændre vores assoiciationer, så vi forbinder den vane, vi gerne vil ændre med en ubehagelig følelse og den nye vane med en meget behagelig. Som regel er det nemlig lige omvendt og det kan være en væsentlig grund til, at vi ikke kommer i mål. Jeg forbandt eksempelvis rygning med hygge og rygestop med apstinenser og fodrede derved ubevidst min afhængighed.
Jeg har let ved at se billeder og koble følelser på, så jeg gik til øvelsen med krum hals. Levende forestillede jeg mig, hvordan jeg førte hånden med cigaretten op til munden badet i ubehag til jeg fik kvalme alene ved tanken. Men det blev desværre også der. Ved tanken. For senere meldte rygetrangen sig med uformindsket styrke og de sædvanlige løfter om nydelse, og selvom jeg igen mentalt lavede koblingen mellem at føre cigaretten til munden og fremkaldte den ubehagelige følelse, ryddede apstinenserne alligevel bordet tilsidst.
Men jeg havde fået fat på fidusen, så jeg begyndte konsekvent at fremkalde en positiv følelse og tænke: ”jeg glæder mig til at stoppe” hver gang jeg tændte en cigaret. Det fik mig ikke til at holde op lige med det vuns, men det var virkelig motiverende og druknede til en vis grad skyldfølelserne i forventningens glæde.
Og så var det slut
Og så en dag, gjorde jeg det. En lørdag morgen efter kaffen var det nok. Nu havde min frustration nået en tærskel, hvor ønsket om uafhængighed var stærkere end apstinenserne og forestillingerne om de afsavn, som jeg troede, at jeg måtte lide. Nu havde jeg omsider fået nok af mine bortforklaringer og udsættelser og tanker om at skulle være klar. Nu gjorde jeg det. Smed smøgerne ud og købte pastiller. Masser af pastiller.
Jeg havde fået den tanke, at det måtte være godt at have noget andet at putte i munden, for ikke at falde for apstinenserne. Så jeg købte pastiller. Pebermyte, lakrids, frugt og salimiaksmag. Hele baduljen. Jeg gnaskede løs og indrømmer blankt, at jeg ikke har spist dem siden.
Når ubehaget meldte sig, dvælede jeg ikke i det, men holdte fast i, at alt andet var bedre. Og så svælgede jeg på det nærmeste i forestillinger om det lykkelige liv uden smøger og den applaus jeg ville høste, når jeg fortalte, at jeg havde kvittet smøgerne. I hovedet fortalte jeg det til alle jeg kendte. Nogle gange forestillede jeg mig ligefrem at særlige mennesker kom og spurgte: ” hvad søren er det, jeg hører, er du holdt op med at ryge ?”. Jeps. Det er jeg da.
Første mål var 3 dage. Så blev det til 3 uger og så var det helt slut. Og det overraskede mig. For jeg havde overhoved ikke lyst til at ryge eller manglede røgen i hverdagen. Tværtigmod, så boblede jeg af fryd og frisk luft og havde den største optur over at have gjort det. Endelig – og tak for det.