Forbudden frugt

Forbudden frugt

”Hold kæft, det virker jo ligesom narko”. Ordene fløj gennem hoved på mig. Jeg havde lige spist 3 Sara Bernhard kager og sad tungt tilbage med kvalmen. Skyldfølelse, skam og lede skvulpede rundt i maven i en sød suppe af chololade og makronbund.

Det var ikke første gang, jeg havde set sukkerafhængigheden i øjnene, men det var alligevel anderledes. Jeg har været på ” sukkervognen” utallige gange og hold pauser, været på candidakure, detox og jeg skal komme efter dig. Men nu havde jeg vist levet den ud, som man siger. Jeg havde jo ikke engang haft lyst til de skide kager. Bevares de havde da smagt godt og været på tilbud, men jeg havde som sådan ikke haft lyst til dem. De havde bare været det bedste af noget sødt med sukker.

”Hvad i al verden er det” spurgte lægen, da hun så mine ankler. Hun var ikke den eneste, der havde undret sig over de store hårde knolde ved anklerne. Det var der også mange alternative behandlere, der havde gjort igennem de senere år. Selvom læggene også var meget hævede, var knoldene iøjnefaldende. Det var ødemer, som jeg også havde på arme, ben og fingre, men ikke fødder og tæer. Det stoppede ved knoldene. Jeg havde også vandmave, som jeg kalder det. Det er væske i bughulen, der gør at maven vipper let, når man går og ser sådan se lidt ”borgmesteragtig ud” eller struttende, om man vil. Du må hellere blive undersøgt” sagde lægen. ”Det ser voldsom ud”.

En lille uges tid senere, ringede hun og fortalte at prøverne var fine og at der ikke var noget galt. ” Men hvad så med ødemerne” ? spurgte jeg. Efter en kort pause, svarede hun, at vi kunne da prøve med noget vanddrivende. Det gjorde vi så ikke. Et par dage senere spiste jeg de famøse Sara Bernhard kager og dropped alt sødt. Det påvirkede ikke knoldene og reducerede kun ødemerne en smule, så det var en lettelse at have flystrømper på hele vejen til Brasilien.

Efter en sesson, hos den brasilianske trancehealer John of God  forsvandt knoldene over nigth.
Efter scancen skal man være alene og ligge i sin seng og sove eller i det mindste lade som om i 24 timer. Sidstnævnte var ikke nødvendigt for mit vedkommende. Jeg var helt væk. Vågnede, når der blev bragt mad. Spiste og sov videre. Og næste dag opdagede jeg så, at knoldene var borte. Det var den lille smerte, som jeg havde haft i læggene også. Ødemerne på kroppen var der stadig og selvom jeg nød frugten og de lækre smoothies i fulde drag, var jeg usikker og spiste ikke helt så meget, som jeg havde lyst til, fordi jeg var bange for, at frugten kunne aktivere sukkerafhængigheden igen.

2 om dagen

Lysten til frugt forsatte, efter jeg kom hjem. Ja den nærmest eksploderede. Jeg havde den vildeste lyst fra jeg vågnede om morgenen, til jeg gik i seng om aftenen. Ofte vågnede jeg også om natten og tænkte på æbler eller hvad jeg nu havde i huset. Og det var ret så usædvanligt for mit vedkommende.
Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid synes, at smagen var lidt flad. Daddelkonfekt med cacao og de der raw food kager, der dukkede op for nogle år siden, ja vist, men ren frugt sagde mig ikke rigtig noget. Så ville jeg hellere have rigtig kage eller chokolade eller is eller hjemmelavede flødeboller eller…. Men jeg skal da lige love for, at det havde ændret sig. Jeg drømte om frugt, havde den vildeste lyst og nød min to stykker hver aften.

For det var maks. to stykker om dagen for mit vedkommende. Jeg turde ikke andet. Igennem årene var jeg blevet advaret mod for meget. Af hensyn til fugt og dermed ødemer sagde den kinetiske akupunktør, af hensyn til candida sagde udbyderen af candidakure, af hensyn til dit blodsukker, inflamation og fedtlever sagde kostguruer og detoxdamen og helsebloggere på nettet. Og hvis eller rettere sagt, når det skulle være – for det skal det skam også af hensyn til vitaminer og mineraler og afgiftning og jeg ved ikke hvad, så spis dem for guds skyld ikke uden sund olie og protein. Ellers render det helt af med dig. Blodsukkeret altså. Sidstnævnte var, som jeg har forstået det, forklaringen på hvorfor der skulle proteinpulver og lidt sundt olie i smootien eller et par mandler til bananen. Og for at gøre forvirringen komplet, var der også her forskellige udmeldinger i forhold til, om det kun skulle være olie, kun protein, både – og eller måske slet ikke.
Så jeg spiste højest to stykker frugt om dagen for at være på den sikre side. Med stor nydelse og et par mandler, som jeg egentlig ikke havde lyst til.

Som sendt fra himlen

Bogen ”Den medicinske Seer. Sandheden om sygdom og hvordan du helbreder dig selv” kom som sendt fra himlen. Anthony William stiller her spørgsmålstegn ved mange kostråd og forklaringer på sygdomme både i forhold til den konventionelle medicin, men i høj grad også i forhold til gængse opfattelser og anbefalinger indenfor den alternative verden.
Ifølge ham, eller rettere sagt den Bevidsthed som han kanaliserer, kan vi for eksempel ikke spise for meget frugt og frugtsukker kan på ingen måde sammenlignes med almindeligt hvidt sukker. Tværtigmod. Frugt er helbredende og vi kan ikke spise for meget og bør i det hele taget spise meget mere af det, end de fleste af os gør i dag. Yesssss!

Jeg tog Anthony Williams anbefalinger til mig med kyshånd og begyndte også straks på hans detoxkur, hvor man lever af rå frugt og grønsager i 28 dage. Jeg guffede løs. Frøs ad h…… til i en uges tid og iagttog hvordan ødemerne forsvandt. Efter et par uger var de helt væk og har ikke vist sig siden. Heller ikke, da jeg efter kuren begyndte at spise varmt mad, brød, salt, fedt osv. igen.
Den medicinske Seer, har på mange måder været en øjenåbner for mit vedkommende. For det første indså jeg, hvordan jeg havde taget fejl med hensyn til frugt, men bogen fik mig også til at tænke over de erfaringer jeg havde gjort mig i årenes løb i forhold til de mange og ofte modsatrettede kostråd og helsetips, der er tilgængelige for os i dag.

For lidt og for meget

Jeg har prøvet ret mange kostråd, diæter og helsetips af igennem de sidste 25 år. Syre- base balance, blodtypediæt, candidakure, ingen gluten, minus mælkeprodukter, ingen sukker, rawfood ( meget kort) LCHF ( også meget kort, jeg kunne næsten ikke gå tilsidst) detox i utallige varianter, leverskyldning, Ayurvediske kostprincipper, Kinesiske kostprincipper og mange flere som jeg ikke længere husker navnene på. Mange af tiltagene har jeg ikke kunne mærke nogen videre effekt af og for andres vedkommende har det gjort ondt værre. Og så er der nogle justeringer, der bare har været det helt rigtige for mit vedkommende.

Man ved aldrig, hvornår noget er nok, før man ved, hvad der er for meget. –Ukendt

Set i bakspejlet har det langt hen af vejen handlet mere om mængder og om at finde min balance end dissideret undgåelse af visse fødevare. Jeg kan for eksempel sagtens spise hvedebrød uden problemer, bare ikke i store mængder hver dag. Så bliver maven oppustet og fordøjelsen dårlig. Jeg kan også spise kage eller chokolade, bare ikke dagligt, så har vi eksempelvis balladen med sukkerafhængighed og ødemerne. Jeg kan også spise kød, ost eller æg lejlighedsvis uden fordøjelsen går i udu af den grund.
Så for mit vedkommende har det altså grundlæggende handlet om at vende bøtten om og spise meget mere økologisk frugt og grønt og mindre dyr, fedt og sukker.

Minus dyr

Jeg blev vegetar for mere en 25 år siden, efter at have set en udsendelse i fjernsynet om hvordan dyrene blev behandlet i det konventionelle landbrug. Jeg ved ikke, hvilken planet jeg havde levet på – til min undskyldning skal det siges, at det var inden internettet og med kun en tv kanal, men det kom fuldstændig bag på mig at se, hvad der foregik.
Jeg viste jo godt, at bønderne ikke ligefrem kyssede deres dyr dagligt, men systematisk mishandling, havde jeg alligevel ikke regnet med. Jeg var stadig så naiv, at jeg troede, at det betød noget for landmænd, at de arbejdede med levende dyr og at de var interesseret i, at dyrene havde det godt.
Det kunnne jeg forstå, var en romantiseret og urealistisk bybo indstilling, Det er det for så vidt stadigvæk. Dyrene i det konventionelle landbrug var og er for længst holdt op med at være levende væsener, idet de er blevet til besætninger, enheder, vare og ting og tal på betalingsbalancer og bundlinjer.
Det var hjerteskærende, men jeg pudsede næsen, tørrede øjnene og blev vegetar med det samme.

Og det fik jeg det super godt af i kroppen. Af forskellige omstændigheder blev det senere for besværligt at leve vegetarisk i nogle år. Her blev jeg bekræftiget i, at jeg har det meget bedre uden kød både fysisk og psykisk. Kød gør mig tung i rumpetten i mere end en forstand. Jeg var mig også pinlig bevidst om, hvilke horrible forhold, jeg lukkede øjnene for, så det var også en lettelse at slippe af med den dårlige samvittighed, da jeg droppede det igen.

For et par år siden undlod jeg helt dyr i diæten, idet jeg også kvittede æg, ost, fløde og smør. Det trives jeg fortrindeligt med. I dag spiser jeg kun lejlighedsvis dyr og lever 100 procent plantebaseret til hverdag og det har til min store forbavselse haft en gunstig virkning i forhold til smerter i knæene og fordøjelsen. Alt fungerer prima uden tilskud af nogen art. Eller hvis sandt skal være sandt, kun med et par enkelte vitamin og mineraltilskud. 

Nødvendige tilskud

Og sidstnævnte er for mit vedkommende væsentligt. For det har altid undret mig, at ligegyldigt hvilket kostsysstem, jeg har fulgt, har rigelige tilskud af forskellige slags, som eksempelvis probiotika, omega 3, urtepiller, mineraler og vitaminer været en stor del af konceptet.
En af forklaringerne på, hvorfor det er nødvendigt, er at jorden er blevet så udpint, at kvaliteten af fødevarene, også de økologiske, nu er så ringe, at vi er nødt til at supplere med tilskud.
Andre fremhæver at vi i dag indtager, så store mængder pesticiderester, tungmetaller, hormonforstyrrende stoffer osv. at kroppen har brug for mere, end vi kan indtage via kosten. Det kan måske have noget på sig i forhold til konventionelt dyrkede fødevarer, det skal jeg ikke gøre mig klog på – vi indtager i hvert fald tungmetaller og pesticiderester ad libitum her, men det er af mange, for ikke at sige de fleste forskere, blevet afvist som en myte i forhold til økologisk eller biodynamisk dyrket fødevare.

Så selvom jeg i den grad har være med på vognen, idet jeg har været ret hurtig på aftrækkeren, når jeg har læst at et tilskud skulle være godt for dette eller hint, er jeg også blevet mere skeptisk og tilbageholdende. Jeg kan heller ikke lade være med at have i baghovedet, at fremstillingen og salget af kosttilskud i stigende grad er blevet big business med mere end oplysende markedsføring. Hylderne bugner i helsekostbutikkerne og jeg har ladet mig fortælle, at det er det, de har den største avance på. Så alle kan godt have en interesse i at se, det som en nødvendig løsning.

 

 

Så da jeg for år siden løb ind i bøger som ” Kinastudiet” og ” The Starch Solution” og senere så filmen ” Forks over Knives”  kunne jeg næsten ikke få armene ned af begejstring.
Dels var de vand på min mølle, fordi de passede til mine egen erfaringer med hensyn til at leve plantebaseret og hvem kan ikke lide af få sine overbevisninger legitimeret 🙂 dels afviser de, at det er nødvendigt med så omfattende kosttilskud, som mange alternative kostvejledere anviser i dag.
Hvis vi lever hovedsageligt plantebaseret med hjemmelavet, økologisk dyrket mad, er det som udgangspunkt ikke nødvendigt med tilskud udover B12 og D-vit.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg er imod kosttilskud eller urtepiller. Det er jeg på ingen måde. Tværtigmod. Det er en formidabel mulighed, som vi selvfølgelig skal benytte os af, når det er nødvendigt. Men jeg er som sagt blevet mere opmærksom på sidstnævnte og vil som udgangspunkt, kunne mærke en forskel. Så jeg tager et tilskud, holder en pause og tager det så igen, for at efterprøve behovet.
Jeg spiser f.eks zink fordi det gør noget godt for mine negle. Så da jeg havde taget det i et par måneder, stoppede jeg og iagttog om mine negle blev skøre. Det blev de og flere fødevarer med zink var ikke tilstrækkelig, så jeg begyndte derfor at tage tilskuddet igen.

Det er det, jeg mener med at være mere kritisk. At jeg spørger mig selv, hvordan jeg vil kunne mærke virkningen og prøver det af. Hvis effekten først skal indfinde sig senere eller det skal være forebyggende, er jeg også blevet mere omhyggelig med at tjekke begrundelserne for det. Jeg tager eksempelvis B-12 vitamin forebyggende, fordi alle kostvejledere, læger og forskere ligegyldig hvad de i øvrigt står for, påpeger at veganere har behov for det. Det er så overbevisende, at jeg her ikke behøver at udvikle mangelsymptomer, inden jeg tager det.

Jeg tror, at der er mange, der som jeg vil opdage, at de slet ikke har brug for så meget eller at mange af de tilskud de tager, kun er nødvendige for at kompensere for en livsstil, der ikke passer til dem.
Jeg kender i hvert fald mange mennesker, der som jeg, eksempelvis har erfaret, at de ikke behøver at spise kosttilskud mod inflammation, hvis de hopper ud af sukkerskålen og skærer ned på animalske fødevare eller dropper dem helt.

Mindre olie

Bøgerne var også en øjenåbner i forhold til den sunde olie. Jeg har altid lidt af tør hud og flere forskellige behandlere har anbefalet tilskud af forskellige olier. Jo mere jo bedre, idet tør hud efter deres mening skyldes for lidt olie og da de også påpegede, at det ville have en positiv virkning på trangen til sukker, gik jeg all in på det. Så jeg skulle taget såkaldte olie shots til huden blev blød. Til sidste fik jeg kvalme, bare jeg så flasken. For det virker vist modsat hos mig. Min hud blev mere og mere tør af behandlingen. Da jeg droppede tilskuddene og begyndte at leve mere og mere plantebaseret, blev min hud blød og fin og har været det siden. Især da jeg også tilføjede mere frugt til diæten. Min lever fik det vist også bedre. Jeg har haft nogle dybe buler i min venstre tommelfingernegl, som efter sigende skulle være tegn på en overbelastet lever. De er helt væk nu. 

Meget mere frugt

Selvom min fordøjelse, hud og generelle velbefindende fik det rigtig godt med den plantebaserede kost, manglede der alligevel stadig noget.
Enten spiste jeg for meget sukker eller også understrykte jeg en længsel efter det. Og så var jeg aldrig rigtig mæt. Jeg kunne være fyldt med mad, men alligevel være psykisk sulten. Det var den samme erfaring, jeg gjorde mig, da jeg i sin tid prøvede at leve af kød og kål på såkaldt stenaldervis i en måneds tid. Det skulle være super duper i forhold til at få reguleret sit blodsukker og slippe sukkertrangen.
Diæten fjernede sulten, men den mættede mig ikke. Og selvom jeg tabte mig, følte jeg mig tungere og tungere både fysisk og psykisk, afføringen lugtede fælt og jeg fik mere og mere ondt i knæene. Så selvom jeg kunne læse mig til, at andre trives rigtig fint med denne kost, og at det havde været deres vej ud af sukkerafhængighed, er det tydeligvis ikke noget for mig.

 

 

Den sidste brik var for mit vedkommende frugt. Da jeg begyndte at spise meget mere af det, forsvandt de sidste ødemer, som sagt sammen med sukkertrangen og jeg blev også psykisk mæt, så jeg ikke tænker på mad hele tiden. Og det er ret så nyt for mit vedkommende.
Tidligere havde jeg altid lyst til mad og kunne dårligt afslutte det ene måltid, før jeg begyndte at tænke på, hvad jeg skulle spise til det næste. Ofte stoppede jeg også først med at spise, når der absolut ikke var plads til mere i maven. Sådan er det ikke mere. Jeg elsker stadig at spise, men nu forsvinder lysten til mad inden maven er for fyldt og jeg tænker ikke på at spise, før jeg er sulten igen.
Og nej, jeg er ikke blevet afhængig af frugt. Det tror jeg ikke, at man kan blive fysisk afhængig af. Jeg spiser det dagligt med stor lyst og velbehag, men hvis der ikke er noget, så er det bare ærgeligt. Så spiser jeg noget andet eller lader helt være. Sådan forholder det sig ikke ved afhængighed. At have lyst til noget er et forslag, crawings er en order, der ikke lader en i fred, før behovet eller rettere sagt abstinenserne er tilgodeset.

Alt er tilladt

Lysten til sukker er dampet gevaldig af for mit vedkommende. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig spiser det. Det gør jeg. Ved festlige lejligheder indtager jeg det med stor fornøjelse og gerne med cream eller snask. Men min smag har ændret sig, så jeg hurtigere får nok. Nu hvor mine smagsløg ikke er bedøvede af det hvide sukker, kan jeg smage og nyde sødmen fra frugt. Det er også sket et par gange, at jeg har spist for meget kage eller chokolade, så jeg udover den lidt lade fornemmelse, det nu giver i maven, er blevet så umanerlig træt eller har haft kropsligt myrekryb i timevis bagefter. Det orker jeg ikke, så hellere spise mindre eller noget andet.

 

 

Så det er ikke frygt for afhængighed, ødemer eller forbud, der i dag holder mig fra fadet. Det var det i starten, hvor jeg først holdte mig helt fra alt med sukker og senere indførte en regel om kun at ville spise det lejlighedsvis sammen med andre. Den regel har suspenderet sig selv. I dag spiser jeg alt. Det er bare ikke alt, jeg spiser i lige store mængder. For jeg kan nu mærke, at mad virker forskelligt, så det er et spørgsmål om, hvordan jeg vil have det og hvad jeg vil opleve.

Det samme gør sig gældende for animalske produkter. Dem spiser jeg også, hvis jeg er inviteret til middag eller er ude og spise. Det smager godt og jeg vil hellere nyde et måltid sammen med andre, end risikere at sidde som en skjult bebrejdelse med kartofler uden sovs og lidt salat. Ikke at jeg nogen siden har gjort det. Bebrejdet andre eller blandet mig i, hvad de spiser. Det er hver mands sag. Men det kan blive og er blevet opfattet som sådan, da jeg i de første år uden kød holdte mig strengt til det, og sad der på Jensens Bøfhus af alle steder med min iskolde salat med dåsemajs og en bagt kartoffel uden smør.

Og det pudsige er, at det virker som om, at det inspirere kødspisere meget mere, når vi deler måltidet. Måske fordi de ikke ser afsavn på min tallerken og føler sig mødt. Jeg ved det ikke. De spørger i hvert fald ret meget ind til opskrifter og gode råd. Og det er efterhånden også sådan, at flere af sig selv forsøger sig med kødløse middage eller foreslår, at vi spiser på en restaurant, hvor alle kan være med. De mangler det heller ikke, når det er mig, der står for maden.
Her spiller klimaforandringerne selvfølgelig også en rolle. Mine holdninger og meninger om dem og det konventionelle landbrug, lufter jeg gerne som en del af forklaringen på mine spisevaner og det er jo i det hele taget et emne, der med god grund er oppe i tiden. Så det kan også være at det er derfor, at flere i dag interessere sig for at få dyrene væk fra tallerkenen.

 

 

Det er heller ikke sådan, at jeg er sippet eller fanatisk med at tjekke, om der har sneget sig lidt gelantine eller æg ind på etiketten. Hvis jeg kan komme i nærheden af æg fra løsgående høns fra et øko landbrug, som Lone Landmands spiser jeg dem også. Med ligeså meget glæde, som de er fremkommet af. De smager himmelsk. Jeg skal bare ikke overdrive pga. fordøjelsen. Ellers gjordet jeg det sikkert. Til jul elsker jeg også risalamande lavet med fløde. Plantemælks- eller kokosmælks udgaver smager skam også dejlig, ingen tvivl om det. Fino dessert. Det er bare ikke helt så meget jul 🙂

Kundskabens træ

Så selvom kød eller ikke kød for mit vedkommende startede med dyrevelfærd og senere i livet også blev til et spørgsmål om klimaforandringer og velfærdssygdomme, er det ikke alene det, der gør, at jeg i dag spiser plantebaseret med et par årlige undtagelser.
Det handler i dag også om velvære og fornemmelsen i kroppen. Frugt, grønt og bønner ligger bedre i min og gør mig generelt mere frisk. Ikke for at lyde irriterende overskudsagtig, men selv når jeg er kommet alt for sent i seng, behøver jeg hverken kaffe, te eller lignende for at vågne op om morgenen eller kvikke op i løbet af dagen. Det klare maden. Hvis jeg bliver træt eller sløv tager jeg bare et stykke frugt eller en daddel. Voila! Bedre end Medova klokken tre.

 

 

Det handler ikke om crawings eller om at dulme noget. Jeg kan vælge at spise for at få energi eller jeg kan lade være. Og det er netop friheden og det, at jeg kan registrere, hvordan mad er benzin på motoren og selv kan mærke, at det ikke er ligemeget, hvad jeg spiser, der er den helt store optur for mit vedkommende. Noget mad, køre jeg bare bedre og længere af på literen end andet, for nu at blive ved metaforen.

Og det er det, der er mit ærinde her. At pege på, at vi kan prøve os frem, eksperimentere lidt og finde ud af, hvad vi kører bedst på. Vi kan også lade være, hvis vi hellere vil det. I dag hvor sult og hungersnød er udryddet i denne del af verden, har vi reelt mulighed for at vælge, hvad vi vil spise og hvad vi vil opleve ved det. Og det er faktisk en historist set ret unik situation, at vi som Adam og Eva, bevidst kan snuppe æblet og spise af kundskabens træ for at erfare, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, lys og mørke, skidt og kanel og ….Bon appetit.